Svar på det centrale spørgsmål om Trumps angreb mod Iran

Svar på det centrale spørgsmål om Trumps angreb mod Iran

Efter de natlige luftangreb fra USA på Irans hemmelige atomprogram er det vigtigste spørgsmål: Hvad er der tilbage af dette program? Svaret kan forme regionen i de kommende årtier og være afgørende for den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at starte endnu en konflikt i Mellemøsten.

Usikkerheden om intelligens

Dette svar kompliceres dog af den uforudsigelige og foranderlige karakter af efterretningsinformation. På den ene side den offentlige diskussion om atomanlæg i Fordow, Natanz og Isfahan nødt til at tvinge Teheran til at opbevare sine atomhemmeligheder andetsteds. Iran hævder, at dets program er fuldstændig fredeligt, selvom FN's atomvåbenmyndighed har stødt på uran partikler, som beriget op til 83% er – lige under niveauet for våbenkvalitet.

Skjulte elementer i atomprogrammet

Hvis Israel hævder, at Irans atomprogram har et skjult element, så kan det bestemt ikke opbevares de samme steder, hvor FN-inspektører opererer. I Fordows tilfælde har der i dagevis været offentlige diskussioner om, hvilke amerikanske bomber der kan trænge ind i dens dybe huler.

De råmaterialer, der kræves til en atombombe, er små: 20 kg højt beriget uran er tilstrækkeligt. Ingredienserne til flere enheder kunne opbevares i en varevogn. Disse kan være skjult hvor som helst i Iran. Teknologien til at skabe et våben er dog mere kompliceret og kræver menneskelig ekspertise, som Israel har målrettet de seneste 10 dage ved at målrette nøglepersoner.

Udfordringen med overvågning

Det er svært at forestille sig, at Iran pludselig ville være i stand til at tage dette spring, mens det var under intenst bombardement af det israelske luftvåben, nu også med åben involvering af USA og dets omfattende overvågningsapparat.

Men det er fortsat usikkert, og Israel kan ikke have begge sider. At hævde, at Irans program er avanceret og hemmeligt, risikerer også, at der sker noget, man ikke kender til. Kunne Iran have samlet alle de nødvendige elementer, eller endda en atombombe, et andet sted og bare ventede?

Reaktionerne på angreb og modargumenter

Modargumentet er overbevisende: Israel har evnen til at dræbe iranske atomforskere og militærkommandoer, mens de sover i deres hjem – specifikke rum i boligblokke blev ramt i den første bølge af angreb den 13. juni. Dette indikerer den brede og imponerende dybde af penetration i store dele af Teherans kommandostruktur. Ingen operation er perfekt, og det er muligt, at Washington og Tel Aviv vidste meget om situationen.

Det var ikke kun det Fordow bjergfæstning der blev ramt. Det er sandsynligt, at efterhånden som støvet lægger sig, og satellitbilleder giver mere klarhed om skadevurderinger, vil vi lære om yderligere mål, som vi ikke kendte til for en uge siden. For modstandere af Irans nukleare ambitioner - næsten alle undtagen en håndfuld iranske hardliners - burde dette give en vis grad af tilfredshed.

De resterende udfordringer for Iran

Det er dog sandsynligt, at angrebene lørdag aften ikke slog alt ud – ikke alle eksperter eller ethvert fissilt materiale. Nu bliver det et spørgsmål om at forfølge det, der er tilbage - at jage efter de overlevende og se efter muligheder, hvis paniske elementer i atomprojektet laver fejl, mens de spreder sig eller søger gennem murbrokkerne.

Tilbage vil sandsynligvis være de dele af Irans program, der var ukendte, om nogen. Teheran kan beslutte, at det ville være bedre ikke at afsløre eller forfølge denne største hemmelighed, før truslen om israelske angreb aftager. Giver det mening at slå det ud nu, på højden af ​​overvågning og bombning?

Diplomatiske bestræbelser og deres udfordringer

Diplomati kunne - som Trump foreslog med sit sent-aften-indlæg på Truth Social, at "NU ER TID TIL FRED!" – dukker nu op igen. Men diplomatiets ansigt er fuldstændig ændret i forhold til for en uge siden. Iranske embedsmænd havde antydet til medierne, at de måske var villige til at opgive berigelse under forhandlingerne i sidste uge. Kravene til Iran kunne nu fokusere på dets ballistiske missilprogram, hvis afvæbning længe har været krævet af US Hawks.

Dette ser ud til at ske hurtigt allerede gennem den intensive brug af missiler mod Israel og som et resultat af israelske angreb, der hævder at have fjernet de fleste af dets affyringsramper.

Den komplekse politiske situation i Iran

At Irans forhandlingsønskeliste nu har ændret sig væsentligt - da meget af det, de håbede på at beholde, er blevet ødelagt eller indsat - fremhæver den udfordring, som den øverste leder ayatollah Ali Khamenei står over for. Dets luftrum er i hænderne på et fjendtligt luftvåben, dets atomprogram er stærkt beskadiget, og dets militære infrastruktur og kommando er knust, hvilket kræver, at det konstant tilpasser sig og erstatter for at overleve. Denne begrænser hans umiddelbare, billige muligheder for et svar. Direkte angreb på amerikanske baser ville simpelthen invitere til voldelig amerikansk gengældelse og kunne vise sig at være ineffektiv efter så megen forvarsel.

Asymmetriske svar og strategisk tålmodighed

Iran har generelt vedtaget asymmetriske reaktioner for at kompensere for sine mindre budgetter og kapaciteter. Det kunne vi se i Europas hovedstæder og i Hormuz-strædet i de kommende dage. Iran skal både demonstrere en form for afskrækkelse og de-eskalere for at overleve.

Men Irans evne til at tænke langsigtet og dets strategiske tålmodighed vil stå til gode. Der er ingen reelle valgcyklusser, der hindrer Ayatollahs beslutningstagning. Iranerne har tid til at omgruppere og reagere, når situationen falder til ro.

USA's rolle i Mellemøsten

USA har på den anden side en dårlig track record i regionen. I aftes opnåede de den tvivlsomme udmærkelse at have bombet en komplet kartografisk fejning af nationer fra Syrien til Afghanistan på bare 20 år. Men de formåede ikke at vælte Assad-regimet i Syrien og på trods af mange års indsats var de vidne til gennemgribende ændringer, der eliminerede en af ​​Irans vigtigste regionale fuldmægtige. Deres længste krig, i Afghanistan, endte på ydmygende vis. Irak begyndte også med kontroversielle oplysninger om masseødelæggelsesvåben og endte i en fiasko efter år med ødelæggelse og tab.

Iran er ikke Irak, og i nat var det ikke den 20. marts 2003, hvor USA's forkludrede invasion af landet begyndte. Der er intet grundelement i Trumps ambitioner i Iran, og hans mål var noget, der blev bredt støttet af allierede og måske har været inden for rækkevidde. Men USA's tvivlsomme track record og arrogancen omkring Trumps overvældende magtanvendelse burde øge regionens alarm om de uoverskuelige forude.