Højreradikal Müller: Satiren viser Tysklands mørke side!

Højreradikal Müller: Satiren viser Tysklands mørke side!

Et nyt værk af instruktør Nuran David Calis er på programmet på Schauspiel Frankfurt: "Leaks. From Mölln to Hanau". Premieren finder sted næste lørdag. Denne skarpe satire undersøger Tysklands historie siden 1945, som er flettet sammen med højreekstremisme. Calis adresserer vigtige racistiske hændelser, startende med mordene i Mölln i 1992, gennem NSU-mordene, til angrebet i Hanau. De fire skuespillere inkarnerer forskellige karakterer fra klovne til konstitutionelle agenter og kommenterer i en form, der konfronterer kendte mennesker med reaktionære ideologiers brutalitet. Som tidligere rapporteret på hessenschau.de ønsker Calis at bruge denne satire, der fungerer som kunstnerisk modstand, til at give seerne en følelse af empowerment og til at kæmpe mod den frygt, der er drevet af højreekstremistiske kræfter.

Samtidig en bekymrende virkelighed

Denne premiere kommer i en sammenhæng, hvor de tyske debatter om migration og samfund viser bekymrende tendenser. Mens Calis citerer satirens egnethed til at afsløre absurditeterne og dumheden i højreorienterede strukturer, refererer dette også til den aktuelle samfundskritik, som bliver tydelig i filmen "He's Back". I denne film, som rapporteret på kunstundfilm.de, bliver den historiske Adolf Hitler, vidunderligt legemliggjort af Oliver Masucci, kastet ind i den moderne verden. Hans tilbagevenden iscenesættes som en deprimerende satire, hvor borgernes reaktioner viser en uhyggelig indsigt: Mange hilser lederen, som om han kunne være en ny tv-stjerne. Det hylende flertal, der viser forståelse for deres dummeste fordomme, præsenteres af filmens skabere som en kommentar til et land, hvor invasive og populistiske synspunkter trives under radaren.

I begge projekter bliver det tydeligt, at kunst ikke kun tjener som underholdning, men også som en slags våben mod de skumle strømninger i samfundet. Mens Calis vil afsløre sammenfiltringen mellem højreekstremisme og myndighederne, viser ”Han er tilbage” på sin egen måde, hvordan farlige ideologier igen kan trænge ind i den sociale bevidsthed. I denne forstand understreger begge institutioner spørgsmålets hastende karakter og opfordrer folk til kritisk at stille spørgsmålstegn ved deres egen holdning.

En intensiv diskurs om de farer, som den højreorienterede scene udgør, er mere nødvendig end nogensinde og fremhæves både i teatre og i film.