Den hemmelige korrespondance mellem Bachmann og Böll afslører!

Den hemmelige korrespondance mellem Bachmann og Böll afslører!

Niendorf, Deutschland - Udgivelsen af korrespondancen mellem Ingeborg Bachmann og Heinrich Böll har igen stimuleret det litterære landskab. Bandet, redigeret af Renate Langer, belyser det specielle venskab og dialog for de to vigtige forfattere, der mødtes i maj 1952 under en konference med gruppe 47 i Niendorf i Østersøen. I sit forord beskriver Hans Höller korrespondancen som en slags undgåelse af personlige konflikter, hvilket var vigtigt for begge forfattere at bevare deres selvtillid og mestre udfordringerne ved litterær forretning. Begge forfattere, fanget i deres egne bekymringer, diskuterer spørgsmålet "Hvad gør vi fra vores liv?" I deres 122 korrespondance -stykker - 58 breve fra Bachmann og 64 af Böll.

Det første brev fra Bachmann til Böll, der blev skrevet i december 1952, er et svar på et mistet brev fra Böll. I denne korrespondance bliver ikke kun den gensidige påskønnelse klar, men også den eksistentielle usikkerhed, som begge forfattere følte. Böll, der var ni år ældre, var nødt til at beskæftige sig med familie- og økonomiske bekymringer, mens Bachmann stræbte efter uafhængighed på trods af hendes talenter. Uden at reagere på private afsløringer eller poetologiske debatter belyser korrespondance stadig dybe emner, der formede begge forfaters liv og arbejde.

et litterært venskab dokumenteret

Selvom venskabet mellem Bachmann og Böll er mindre kendt end deres respektive forhold til andre litterære størrelser, registrerer deres breve en værdifuld del af deres litterære udvikling. I biografier om begge forfattere nævnes den anden normalt kun ved forbipasserende, så denne korrespondance betragtes som en sjælden og værd at læse kilde til forskning og forståelse. Offentliggørelsen af korrespondancen giver også et indblik i de to forfattere personlige tanker, langt fra deres mere velkendte anliggender og venskaber med andre, såsom Max Frisch, Paul Celan eller Hans Magnus Enzensberger.

Det sidste brev fra Böll indeholdt i bindet, en invitation til en konference i juli 1972, markerede en vigtig vending i korrespondance. Næsten et år senere, den 17. oktober 1973, modtog Böll nyheden om Bachmanns død. Den smerte og ømhed, som Böll udtrykker i sin nekrolog for "der Spiegel", er også en del af det nye band og illustrerer den dybe forbindelse mellem disse to ekstraordinære personligheder af tysk -sproglig litteratur. Denne nekrolog lukker kløften mellem venskab og tab og afrunder dokumentationen af et unikt litterært forhold.

Ud over breve fra Bachmann og Böll henviser den litterære verden også til andre vigtige værker. Den nyligt udgivne tekst "Et sted for tilfældigheder" af Bachmann, beskrevet som en af dens mest dristige og eksperimentelle, og publikationen om Hugo Balls Dada-kabinet viser mangfoldigheden i det tysk-sproglige litterære diskurs og den fortsatte relevans af Bachmanns og Bölls arbejde inden for denne sammenhæng.

Behandlingen og offentliggørelsen af disse breve understreger ikke kun venskabet mellem Bachmann og Böll, men også kompleksiteten af deres kunstneriske og eksistentielle udfordringer, som begge i sidste ende kombineret med hinanden.