Den hemmelige korrespondance mellem Bachmann og Böll afsløret!

Den hemmelige korrespondance mellem Bachmann og Böll afsløret!

Udgivelsen af ​​korrespondancen mellem Ingeborg Bachmann og Heinrich Böll vakte endnu en gang begejstring i det litterære landskab. Bindet, som er redigeret af Renate Langer, kaster lys over det særlige venskab og dialog mellem de to vigtige forfattere, som mødtes i maj 1952 under et møde i gruppe 47 i Niendorf ved Østersøen. Hans Höller beskriver i sit forord korrespondance som en måde at undgå personlige konflikter på, hvilket var essentielt for begge forfattere for at bevare deres selvrespekt og mestre den litterære verdens udfordringer. Begge forfattere, fanget i deres egne bekymringer, diskuterer spørgsmålet "Hvad gør vi med vores liv?" i deres 122 breve - 58 breve fra Bachmann og 64 fra Böll.

Bachmanns første brev til Böll, skrevet i december 1952, er et svar på et tabt brev fra Böll. I denne korrespondance bliver ikke kun den gensidige påskønnelse tydelig, men også den eksistentielle usikkerhed, som begge forfattere følte. Böll, der var ni år ældre, kæmpede med familiemæssige og økonomiske bekymringer, mens Bachmann stræbte efter uafhængighed på trods af sine talenter. Uden at dykke ned i private afsløringer eller poetologiske debatter belyser korrespondancen alligevel dybtgående temaer, der formede begge forfatteres liv og arbejde.

Et litterært venskab dokumenteret

Selvom venskabet mellem Bachmann og Böll er mindre kendt end deres respektive forhold til andre litterære storheder, fanger deres breve en værdifuld del af deres litterære udvikling. I biografier om begge forfattere er den anden normalt kun nævnt i forbifarten, så denne korrespondance anses for en sjælden og værdifuld kilde til forskning og forståelse. Udgivelsen af ​​korrespondancen giver også et indblik i de to forfatteres personlige tanker, langt væk fra deres mere kendte affærer og venskaber med andre, såsom Max Frisch, Paul Celan og Hans Magnus Enzensberger.

Det sidste brev fra Böll i bindet, en invitation til en konference i juli 1972, markerer en vigtig drejning i korrespondancen. Næsten et år senere, den 17. oktober 1973, modtog Böll nyheden om Bachmanns død. Den smerte og ømhed, som Böll giver udtryk for i sin nekrolog for "Der Spiegel", er også en del af det nye bind og illustrerer den dybe forbindelse mellem disse to ekstraordinære skikkelser i tysksproget litteratur. Denne nekrolog bygger bro mellem venskab og tab og fuldender dokumentationen af ​​et unikt litterært forhold.

Ud over brevene af Bachmann og Böll omtales også andre vigtige værker i den litterære verden. Den nyudgivne tekst "A Place for Coincidences" af Bachmann, beskrevet som en af ​​hendes mest vovede og eksperimenterende, og udgivelsen om Hugo Balls Dada-arv viser mangfoldigheden i den tysksprogede litterære diskurs og den fortsatte relevans af Bachmann og Bölls arbejde i denne sammenhæng.

Redigeringen og udgivelsen af ​​disse breve understreger ikke kun venskabet mellem Bachmann og Böll, men også kompleksiteten af ​​deres kunstneriske og eksistentielle udfordringer, som i sidste ende bandt de to sammen.