Historier om skæbne: Flygtninge i Bulgarien og deres kamp for overlevelse

Historier om skæbne: Flygtninge i Bulgarien og deres kamp for overlevelse

flygtningekatastrofen ved EU's ydre grænse i Bulgarien når nye dimensioner!

På et lille bulgarsk sted kaldet Harrhanli, nær grænsen til Türkiye, udspiller et drama, der river menneskers hjerter. Her, hvor håb om et bedre liv møder brutal virkelighed, kæmper flygtninge og asylansøgere for at overleve. Tomas, en engageret hjælper, er i chok, når han behandler rædslerne i sidste nat. "Hun var ved at dø. Skal vi lige er begyndt at grave?" Spørger han desperat, mens han leder efter svar.

Medicinsk behandling i flygtningelejrene er en vittighed! En stor international NGO skal hjælpe, men din læge er næppe til stede og tilbyder kun de mest rudimentære behandlinger. Tomas og jeg, som frivillig, har bosat sig i en park for at hjælpe de trængende. Vi behandler alt fra luftvejssygdomme til sår, der blev skabt ved daglige marcher gennem tætte skove og rasende floder.

den grusomme virkelighed for flygtninge

Flygtninge, der er flygtet fra verdens mest voldelige konflikter, står nu over for en ny slags vold - frontex og de europæiske grænsepolitibetjente. Mange af dem bærer arene på deres tur, mens de bor i overfyldte lejre, der er hjemsøgt af skadedyr og sygdomme. ”Sårene heles ikke her,” hører jeg ofte, mens jeg hører de chokerende historier.

En særlig bevægelig sag er Muhammad, en flygtning fra Jalalabad. Han fortæller mig om de brutale angreb fra det serbiske grænsepoliti, der slog ham med pinde og pisker. "De rev mine tånegle ud af mig individuelt," rapporterer han med et stoisk ansigtsudtryk, der går i stykker, da han var ordene fra Dr. Nasir hører: "Vi vil være vidner for dig." Tårer fylder øjnene, når han er klar over, at hans lidelse ikke forbliver uhørt.

Halima, en gravid kvinde, der var på flugt, oplevede det ufattelige. Hun blev slået af slæbebåde og mistede til sidst sine tre babyer. Hendes historie er en af ​​mange, der illustrerer grusomheden ved denne rejse. ”Jeg kan ikke forstå, hvad hun har mistet,” tror jeg, mens jeg giver hende et multivitaminpræparat og hygiejneartikel, som er langt fra tilstrækkelig.

en stråle af håb i mørke

Ikke alle historier er formet af fortvivlelse. Ahmed, en tidligere paramedicin, der hjalp i Syrien, skinner på trods af sin egen sorg. Han viser mig billeder af sin tid i Syrien, da han forsøgte at redde livet. ”Jeg har altid ønsket at hjælpe,” siger han med et smil, der lyser i mørke.

Og så er der Hussein, en 15-årig dreng, der flygtede fra Syrien alene. Han lærte sig selv engelsk og bulgarsk, mens han ventede på genforening med sine forældre. ”Jeg drømmer om at blive en engelsk lærer,” siger han med en gnist af håb i øjnene. Hvor mange drømme er blevet ødelagt her, hvor mange talenter forbliver uopdaget?

Når jeg endelig venter på min returflyvning til Canada i Sofia lufthavn, er jeg generet af de bulgarske grænsepoliti. Jeg er den eneste synlige muslimske kvinde og genkender den uretfærdighed, der hersker her. Men i det øjeblik er jeg klar over, at jeg er stolt over at være en del af disse historier. Navnene på de flygtninge, jeg har ramt, er ikke kun tal eller statistikker - de er symboler på mod, menneskehed og urokkeligt håb.

Navnene på flygtninge og asylansøgere, der er nævnt i denne artikel, er blevet ændret for at beskytte deres identitet.

--ManMitted af vest-metien