Protester i Beograd: Mindes ofrene for tagulykken i Novi Sad!

Protester i Beograd: Mindes ofrene for tagulykken i Novi Sad!

I Beograd, den 1. november 2024, årsdagen for det tragiske tagkollaps på hovedbanegården i Novi Sad, demonstrerede tusindvis af mennesker for at mindes de 16 ofre, der mistede livet i denne ulykke. Protesterne var ikke kun præget af sorg, men også af voksende politisk utilfredshed med regeringen under præsident Aleksandar Vučić. Efter sammenbruddet af togstationen førte til de største anti-regeringsprotester i årtier, fortsætter demonstrationerne omkring et år senere. Folk giver korruption inden for regeringen skylden for katastrofen, som blev forværret af tildelingen af ​​renoveringsarbejde til statstilknyttede virksomheder uden gennemsigtige udbud.

Onsdag samledes både regeringstilhængere og regeringskritiske demonstranter i den serbiske hovedstad. Tilhængere af det regerende SNS blev ført til Beograd i chartrede busser, mens anti-regeringsdemonstranter, ledet af Dijana Hrka, mor til et af ofrene, dannede en menneskemængde, der anslås til 3.000 mennesker. Dijana Hrka, som sultestrejkede under demonstrationen, kræver ansvarlighed for sin søns død og en undersøgelse af ulykken, hvis årsager er uklare den dag i dag.

Optøjer og protestbevægelser

Siden ulykken har der jævnligt været protester i Serbien. Folk fra forskellige aldersgrupper, herunder skole- og universitetsstuderende, er gået sammen for at kæmpe mod klager og autoritære strukturer i landet. Politiske analytikere understreger, at utilfredshed ikke kun er drevet af den konkrete hændelse, men også af generelt stigende inflation, en energikrise og en opfattet mangel på udsigter blandt borgerne. Disse faktorer bidrager til et voksende udkald til nyvalg, selvom regeringen har været tilbageholdende med at tage skridt i denne retning.

Demonstrationen den 1. november repræsenterer et centralt punkt i kampen mod korruption. Klokken 11:52, tidspunktet for sammenbruddet, holdt mange mennesker i hele Serbien en pause i 16 minutter for at huske ofrene. I denne mindeperiode blev det klart, at protestbevægelsen var stærkt rettet mod regeringens stramme politik, som EU opfattede som autokratisk. Præsident Vučić har under pres erkendt dette som en udfordring for sin regering og forsøger at reagere på de protesterende stemmer med undertrykkende foranstaltninger.

Ved demonstrationen blev der rejst midlertidige hegn omkring forsamlinger af regeringstilhængere for sikkerhed, mens en tung polititilstedeværelse holdt orden. Denne intimidering får mange til at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget frihed der er tilbage i en nation, hvor retsvæsenet opfattes som manglende uafhængighed.

Žarko Milovanović, en deltager fra Kosovo, som også deltog i protesterne, efterlod ingen tvivl om, at der også eksisterer solidaritet mellem etniske grupper. Han udtrykte sin støtte til præsident Vučić på et tidspunkt, hvor Serbien aldrig har anerkendt Kosovos uafhængighed. Dette viser, at demonstrationerne ikke kun er fokuseret på den konkrete katastrofe, men også på de større politiske og etiske spørgsmål i landet.